Kære deltager.
Vi vil gerne rette en stor tak for din deltagelse i weekendens Copenhagen Ultramarathon, der i år også var vært ved årets DM i 100 km løb.
ALOT og alle klubbens medlemmer er meget taknemmelige for at du vælger at deltage i vores arrangement, måske for første gang, eller måske er du en af de trofaste der deltager år efter år.
Vi forsøger at lave stemningsfulde arrangementer som vi selv gerne ville deltage i, hvor løbernes oplevelse skal være noget de ikke oplever hver dag, og vi bruger hellere lidt ekstra tid i planlægningen eller på dagen, hellere lidt flere ting i depotet som I har glæde af under løbet, hellere lidt mere energi på at heppe på jer gennem depotet når benene er tunge, og moralen har brug for støtte for at holde dampen oppe, når vi laver løb.
Det er jeres glæde ved at deltage der driver os til at arrangere vores løb igen og igen.
I år fik vi ud over et fantastisk løbevejr, også en udfordring af de helt store. Efter 8 timer valgte vores elektroniske tidtagerudstyr at bryde sammen, og vi opdagede det med det samme, da vi monitorerer alle passager under hele løbet. Når sådan noget sker, er det ikke kun en udfordring, det er også startskuddet til en hektisk aktivitet i officielteltet med at finde løsninger. Vi begyndte med det samme at notere alle passager af alle løbere, og kunne efter et stykke tid trække data ud af tidtagerudstyret, så vi efter ca. én time kunne begynde at få et relativt nøjagtigt billede af alle løberes placering i løbet, hvor mange omgange de enkelte havde løbet. Det var dog på det tidspunkt ikke sikkert nok til at vi kunne udråbe placeringerne 1, 2 og 3 i alle rækker, og vi måtte derfor træffe den svære beslutning at aflyse præmie og medaljeoverrækkelsen for alle 100 km vindere. Som med alle udfordringer der skal løses under stort tidspres, så var der også i lørdags risiko for fejl, selvom vi forsøgte at undgå dem. Hvis du oplevede fejl fra vores side, så vil vi gerne undskylde, og samtidig takke alle løbere for at bidrage positivt til at finde løsninger når vi have usikkerheder omkring antal omgange.
Vi har selv i ALOT oplevet at en af vores medlemmer i et løb blev udråbt til danmarksmester, hvor det dagen efter blev klart at en fejl i tidtagningen havde udråbt en forkert vinder. Det var ikke en situation vi ville stille nogen i, og vi valgte at være sikre på det rigtige resultat, fremfor at udråbe forkerte danmarksmestre og 2-3 i de forskellige rækker.
Det er vigtigt for os at du ved hvorfor vi traf denne beslutning, og hvilke bevæggrunde vi havde for at aflyse medajleoverrækkelsen.
Vi vil også gerne benytte lejligheden til at takke alle deltagere og jeres medbragte heppere og støtter for den meget positive måde I håndterede udfordringerne på. Vi er helt klar over, at når hele kroppen gør ondt, og der stadig er et stykke vej i mål, så er det ikke tidtagerproblemer der er vigtige for jer. Vi ved det er dybt frustrerende for jer ikke at have ro og sikkerhed for hvor langt I har løbet, og ikke mindst derfor er det imponerende så positive og forstående I var efter løbet var afsluttet. Vi er dybt taknemmelige for jeres forståelse.
Resultatlisten lå klar søndag, og medaljerne er nu afsendt til alle DM vindere, samt sølv og bronze vindere.
Vi vil ønske dig et fantastisk løbeår i 2014, og håber at se dig til at af ALOT’s fremtidige arrangementer.
Med venlig hilsen
Åge Møller
Formand ALOT
Albertslund Løb Og Triathlon